Nu klapper fælden for spritbilisterne: I dag skal de have alkolås i bilen

Skrevet af Ninna Andreasen

01/04/2015

Dagens topnyheder

Et blæs uden alkohol i ånden eller udskyd din drøm om at få kørekort igen. Det er fra i dag reglen for dømte spritbilister.

Nu er det nemlig obligatorisk, at de alkoholglade trafikanter skal have alkolås i bilen. Ordningen gælder folk, som har kørt med en promille over 2,0 eller gentagende gange er blevet taget med sprit i blodet. Den form for forseelser giver ubetinget frakendelse af retten til at køre bil.

Når frakendelsen af kørekortet udløber, kræver den nye regel, at bilisterne får installeret en alkolås i bilen. Alternativt må de vente yderligere to år på at kunne få kørekortet igen.

Læs også: Dødsensfarligt: Danskerne drikker til grænsen og kører uvidende spritkørsel hjem

Ud over installationen af en alkolås skal spritbilisten også på et kursus i alkohol og trafik samt indgå i alkoholbehandling. Desuden skal bilisten - naturligvis - kunne bestå en ny køreprøve, hvis vedkommende vil have pappet tilbage.

Ordningen er dog frivillig for folk, som for første gang kører spritkørsel med en promille på højst 2,0 og andengangstilfælde med en promille på højst 1,2 efter et førstegangstilfælde på højst 2,0. Her kan bilisten få mulighed for at generhverve kortet et år før, frakendelsen udløber, hvis vedkommende installerer en alkolås i bilen i to år.

Læs mere om den ny regel på FDM’s hjemmeside