Nu kommer russerne: Riis skriver med to ryttere

Skrevet af Michael Lauritsen

20/12/2013

Mest læste i dag

I november solgte Bjarne Riis sit cykelhold til russiske Oleg Tinkov. Og det skinder nu igennem på indkøbene. Holdet tilknytter rytterne Ivan Rovny og Nikolay Trusov fra Rusland.

Begge ryttere har indgået to-årige kontrakter, så de bliver del af World Tour-holdet indtil 2016.

Manager Bjarne Riis er glad for at have indgået kontrakter med de to russere, som begge har kørt for holdejer Oleg Tinkovs tidligere mandskab, Tinkoff Restaurants.

- Jeg ser Ivan og Nikolay som vigtige ryttere for holdet. De var begge med på vores træningslejr på Gran Canaria for nylig, og de efterlod et godt indtryk som et par sympatiske gutter. Ivan har haft en flot sæson på continental niveau. Så jeg mener helt klart, at han fortjener en ny chance på World Tour-niveau, og jeg tror, han kan blive en god mand for os i de mere bjergrige løb og i et løb som Giro d'Italia. Nikolay er en stor og stærk rytter, og jeg ser ham som en type, der passer ind i vores klassiker-trup, men også en rytter, der kan bruges til at sætte et sprintertog op. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med dem, siger Bjarne Riis.

26-årige Ivan Rovny skifter til Tinkoff-Saxo fra Ceramica Flaminia-Fondriest og er glad for at få en ny chance på World Tour-niveau efter at have kørt for både Katusha og Radioshack.

- Jeg er glad for at have fået en ny chance på et stort hold. Jeg mener, at vi har de bedste cykler og det bedste udstyr til vores rådighed, og oveni arbejder vi sammen med en meget stærk gruppe af sportsdirektører og staff. Jeg kender Oleg Tinkov og ved, at med hans støtte bliver det et succesfuldt hold, siger Ivan Rovny.

28-årige Nikolay Trusov skifter til Tinkoff-Saxo fra Team De Rijke-Shanks.

- I de seneste to år har jeg ikke været en del af World Touren, så jeg er naturligvis meget glad for, at jeg nu skal køre for Tinkoff-Saxo. For mig er det en stor mulighed at vende tilbage til de største løb i kalenderen, og efter at have været med på holdets træningslejr føler jeg mig overbevist om, at vi har et setup og en organisation, der gør, at vi kan indfri holdets mål om at blive det bedste i løbet af de kommende år. Jeg ser virkelig frem til at starte den nye sæson, siger han.