Nu koster det snart 19 kroner at sende et brev

Skrevet af Morten Larsen

30/09/2015

Dagens topnyheder

Antallet af breve i landets røde postkasser bliver mindre og mindre, og derfor vil Post Danmark hæve prisen på frimærker fra nytår.

Det sker, da antallet af de dag-til-dag omdelte A-breve er over 80 procent mindre end på sit højeste i 1999, mens de langsommere B-breve gradvist er blevet den mest efterspurgte posttjeneste.

Det får nu Post Danmark til at ændre prisen på det frimærkefrankerede A-brev, der fra årsskiftet stiger fra 10 til 19 kroner.

- Vi er klar over, at prisstigningen er meget markant, men den afspejler omkostningen ved et brev, der skal hurtigt frem, siger Henning Christensen, chef for PostNord Danmark, som Post Danmark er en del af.

Post Danmark oplyser i en pressemeddelse, at en almindelig dansk familie modtager i dag to til tre A-breve om måneden, og sender i gennemsnit færre end fire A-breve om året.

Alligevel har Post Danmark stadigvæk tiltro til det gammeldags brev med frimærke på. 

- Brevet spiller fortsat en betydelig rolle i den måde, vi kommunikerer med hinanden på, siger Henning Christensen.

- Men vi skal levere det, som danskerne reelt efterspørger af os i dag, og ikke hvad de efterspurgte engang. Breve som hastekommunikation fylder ikke meget i verdens mest digitaliserede samfund, men det gør pakker, logistik og de breve, der er lidt længere tid under-vejs. Og det er her, vi fremadrettet vil have vores fokus, siger Henning Christensen.