Nu må bankerne skære ind til benet og fyre

Jagten på at reducere omkostningerne i bankerne intensiveres, og det vil i 2013 koste tusindvis af arbejdspladser i sektoren, skriver Jyllands-Posten.

Bankerne forventer at skære 2400 arbejdspladser væk i år mod 1300 sidste år. Det er en stigning på mere end 80 procent, og dermed kommer antallet af bankansatte ned på cirka 40.000 i Danmark.

Det viser en undersøgelse fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som har spurgt bankerne om deres forventninger for i år.

- Tendensen er, at hver gang tre går på pension, skal der måske kun ansættes en, og det er bestemt ikke slut endnu.

- Jeg forventer, at det vil blive ved på den måde i hvert fald et par år endnu, siger Mariane Dissing, administrerende direktør i Finanssektorens Arbejdsgiverforening, til Jyllands-Posten.

Undersøgelsen viser samtidig, at de mindre banker forholdsmæssigt forventer at skære flest medarbejdere væk i 2013.

Mens der for bankerne i gennemsnit er tale om en reduktion på godt fem procent, er tallet otte procent for de mindre banker.

Direktør i Lokale Pengeinstitutter, Jan Kondrup, mener at det skyldes, at de fleste af de mange bankfusioner i 2012 var mellem de mindre banker.

- De fusioner, der var i 2012, var primært mellem mindre pengeinstitutter.

- Derfor er det ikke overraskende, at man ytrer en forventning om færre ansatte end ellers, når man skal tilpasse sig med de overlap af filialer og stabsfunktioner, der er i den forbindelse, siger Jan Kondrup til avisen.

Kilde: Jyllands-Posten

/ritzau/

 

Dagens Gossip