Nu optrapper EU kampen mod Middelhavets menneskesmuglere

Skrevet af admin

07/10/2015

Dagens topnyheder

Menneskesmuglere, der lever af at sende både med flygtninge og migranter over Middelhavet, får nu sværere betingelser.

Onsdag tager fartøjerne under EU's Navfor-mission nemlig nye metoder i brug.

Det betyder, at EU ikke længere nøjes med overvågnings- og redningsopgaver på Middelhavet.

Nu har besætningerne også beføjelser til at borde, gennemsøge, beslaglægge og omdirigere smuglerbåde, der befinder sig i internationalt farvand.

De seneste uger har den nuværende flådestyrke registreret 20 både af den type, som menneskesmuglere typisk bruger til at eskortere flygtningebådene til havs, inden de selv returnerer til Afrika.

Dem har EU nu mulighed for at gribe mere håndfast ind overfor. Det gælder dog stadig ikke fartøjer, der befinder sig inden for Libyens territorialfarvand.

- Vi vil nu være i stand til at borde, gennemsøge og beslaglægge fartøjer i internationalt farvand. Mistænkte menneskesmuglere, der bliver opsnappet, vil blive overført til de italienske myndigheder, sagde EU's udenrigschef, Federica Mogherini, i september ifølge BBC.

I øjeblikket deltager seks skibe fra Italien, Frankrig, Storbritannien, Spanien og to fra Tyskland i missionen.

Tre andre fartøjer fra Belgien, Storbritannien og Slovenien slutter sig til i slutningen af oktober.

I alt bidrager 22 af EU's medlemsstater til Navfor-missionen i Middelhavet. Danmark er ikke et af dem.

Flere end 130.000 mennesker er ifølge BBC i år stævnet ud fra nordafrikanske kyster med håbet om at nå Europa. Over 2700 af dem har mistet livet undervejs.

Det store antal, der kommer til Europa, har hen over sommeren skabt en historisk flygtningekrise i EU, hvor flere lande har taget drastiske midler i brug for at holde flygtninge ude.

Missionen i Middelhavet går under navnet Operation Sophia.

Den er opkaldt efter en pige, der i august blev født på en af EU-missionens både, efter at moderen var blevet reddet i sikkerhed ud for Libyens kyst.

/ritzau/