Nu skal 150.000 boligejere have nyt lån

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

150.000 boligejere og 13.000 virksomheder skal have nyt lån, fordi deres rentetilpasningslån udløber ved årsskiftet. Samlet skal realkreditinstitutterne sælge obligationer for 319 milliarder kroner.

- I løbet af de seneste måneder er vi blevet gradvist mere optimistiske omkring renten på de kommende auktioner. Det gælder primært renten på de lidt længere rentetilpasningslån, siger Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea.

Banken forventer en rente på et treårigt lån (F3) på 0,9 procent og en rente på et femårigt flekslån (F5) på 1,5 procent. Prognosen for et etårigt lån ligger på 0,7 procent. Sidste år endte et F1-, F3- og F5-lån på henholdsvis 0,45, 0,75 og 1,25 procent.

- Vi forventer således, at renten lander en spids højere end ved auktionen sidste år, men eftersom vi fortsat befinder os på et historisk lavt niveau, bør smilet ikke falme hos boligejerne af den grund, siger Lise Nytoft Bergmann.

For tre år siden lå renten på et treårigt flekslån på 2,2 procent. Mens et lån med en løbetid på fem år for fem år siden landede på 4,62 procent.

Nordea har regnet på, hvor meget et lån til en million kroner kommer til at koste. En boligejer med et etårigt flekslån uden afdrag vil få en ydelse på 1020 kroner om måneden efter skat. For et år siden lå den tilsvarende ydelse på 890 kroner.

For F1-lån med afdrag ændres ydelsen fra nu 3450 til 3480 kroner i 2014.

- Det må i begge tilfælde betragtes som en moderat stigning, siger Nordeas boligøkonom.

For et F5-lån falder ydelsen fra 3140 kroner til 1410 kroner i 2014 uden afdrag og fra 4780 til 4030 kroner med afdrag. Ydelsen på et F3-lån lån falder fra 1800 til 1080 kroner uden afdrag og fra 3930 kroner til 3670 kroner, hvis lånet er med afdrag.

- Den helt store vinder af auktionen forventes dermed at blive boligejere med F5-lån, siger Lise Nytoft Bergmann.

- De står med en fremgang i deres rådighedsbeløb på ikke mindre end 20.760 kroner i 2014 pr. lånt million, hvis lånet er uden afdrag, og 9000 kroner, hvis lånet er med afdrag, siger boligøkonomen.

/ritzau/