Nu skal der smedes - Iran-aftale åbner op for handel

Skrevet af admin

15/07/2015

Mest læste i dag

Blækket er knap tørt på atomaftalen mellem Iran og stormagterne, før topministre fra Tyskland og Frankrig er på vej til Teheran for sikre nye handelsaftaler.

Den tyske økonominister, Sigmar Gabriel, flyver til Teheran søndag, oplyser tyske industrikilder og regeringskilder.

Formålet er at udnytte den nye atomaftale, så tyske virksomheder kan være med fra start i Iran, når de internationale sanktioner mod landet ophæves.

- Der er en stor interesse fra den tyske industris side til at normalisere og styrke de økonomiske forbindelser til Iran, og det gælder i endnu højere grad efter atomaftalen med Iran, siger Gabriels talskvinde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Men hun vil ikke bekræfte, at den tyske økonominister rejser søndag.

Den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, siger onsdag, at han har sagt ja til en invitation fra sin iranske kollega, Mohammad Javad Zarif.

- Jeg fortalte ham, at jeg ville tage til Iran, så jeg tager til Iran, siger han til fransk radio.

- Handel er meget vigtigt. Det fremmer vækst. Og det er vigtigt for iranerne, forklarer han.

Det vides ikke, om den danske regering har samme planer om at sende en minister af sted, men Dansk Industri har udtalt sig meget positivt om tirsdagens atomaftale og udsigterne til, at Danmarks samhandel med Iran og dets 78 millioner indbyggere kan stige.

Det rapporteres allerede, at tyske selskaber fra Volkswagen til Siemens står på spring sammen med flere tusinde mindre familieejede virksomheder til at træde ind på det iranske marked.

Den tyske industrisammenslutning skønner, at det inden for få år vil være muligt at firdoble handlen med Iran.

Den franske bilindustri stod stærkt i Iran, før sanktionerne i begyndte at sætte ind for et årti siden. Peugeot og Renault var de helt store spillere, lige som energiselskabet Total var stærkt involveret i olieudvinding.

/ritzau/