Nu skal mere smadrede biler repareres

Bilejernes organisation FDM vurderer, at nogle bilejere vil vinde på forhøjelsen af grænsen, mens andre vil tabe.

»Der er forskellige interesser her. Hvis du har en ældre bil, som har gået mange kilometer,  men som er passet og plejet og har stået i garage, så er den ikke ret mange kroner værd i tabellen i forhold til brugsværdien. Så vil ejeren nok hellere have den genopbygget. Men hvis du har en nyere bil, som du har haft en alvorlig ulykke i, så har de færreste nok lyst til at få bilen tilbage,« siger afdelingschef Per Alkestrup fra FDM.

Han vurderer også, at de fleste købere går uden om en tidligere skadet og genopbygget bil, hvis de har mulighed for at købe en tilsvarende bil, der ikke har været skadet. Og professionelle bilsælgere har pligt til at fortælle købere, hvis biler har været skadede og genopbyggede.

Men der er ikke dokumentation for, at en genopbygning af en skadet bil forringer den.

»Markedet er bare sådan, at mange købere går uden om en tidligere skadet bil,« siger Per Alkedrup.

Værditabet er så håndgribeligt, at man kan søge erstatning for værditabet ved en alvorlig skade på sin bil. Ifølge Forsikringsoplysningen kan der være tale om et tab efter en større skade, når bilen på et senere tidspunkt skal sælges.

Det kan dækkes af en tilkøbt dækning til egen bilforsikring, eller det kan dækkes af en modparts ansvarsforsikring, hvis modparten er helt eller delvist ansvarlig for uheldet.

Det kan kun være aktuelt for biler på op til tre år, medmindre der kan påvises et konkret værditab.

Endelig skal der være tale om en større skade på mindste 20 procent af bilens handelsværdi inden skaden.

Teknisk konsulent i FDM Jacob Mortensen oplyser, at danske værksteder generelt udfører gode reparationer - især mærkeværksteder, som får præcise instruktioner af fabrikkerne om f. eks. hvor pladedelene skal skæres og erstattes.

»Selve reparationerne er gode nok. Når der skal gives information om det til købere, så er det lige så meget hvis noget viser sig senere. Så er det reparatørens garanti, der skal dække,« forklarer han.

Desuden findes der forskellige metoder til at sikre rustbeskyttelse som fra fabrikken.

Men FDM finder da også fejl og mangler efter store reparationer, når medlemmer sender deres genopbyggede biler på FDMs testcentre for at blive kigget igennem.

Jacob Mortensen tror dog, at fejlprocenterne er ned i enciftrede tal, lige som det ofte er mindre ting som manglende clips og lignende, der er tale om. 

Dagens Gossip