Nu skal robotter levere varer til døren i London og Bern

Skrevet af admin

06/07/2016

Mest læste i dag

Snart kan indbyggerne i en række byer i Storbritannien, Tyskland og Schweiz få mad, dagligvarer og pakker leveret til døren af futuristiske, selvkørende robotter.

Det sker, når teknologivirksomheden Starship Technologies i denne måned lancerer et testprogram for budrobotter med blandt andet Just Eat.

Robotvirksomheden er stiftet i 2014 af Skype-mændene danske Janus Friis og esteren Ahti Heinla.

- Starship har testet robotterne i 12 lande igennem de seneste ni måneder, og nu vil vi udvikle knowhow ved at udføre rigtige udbringninger, fortæller administrerende direktør i Starship Technologies Ahti Heinla.

Robotterne er udviklet til at kunne levere pakker, mad og dagligvarer til kunder i en radius af cirka fem kilometer. Det fortæller selskabets driftschef og ekspert i masseteknologi Allan Martinson.

- De fungerer ligesom små taxaer. Man kan eksempelvis bestille dagligvarer over nettet og vælge et tidspunkt for leveringen, og så får man en notifikation på sin mobil, når varerne kommer, siger han og uddyber:

- Samtidig kan man følge robotten på en app, så man kan se, hvornår den ankommer til ens dørtrin. Så trykker man på en knap på mobilen, når den er ankommet, og låget på robotten åbner, og man kan få sine varer.

Robotterne kan køre med få centimeters præcision og dermed navigere på fortove. I løbet af de seneste ni måneder har robotterne kørt godt 8000 kilometer og mødt flere end 400.000 mennesker uden et eneste uheld.

Fra Just Eat fortæller administrerende direktør David Buttress, at virksomheden konstant er på udkig efter måder at bruge teknologi til at gøre kundernes liv lettere.

- Starship er på forkant med innovation i leveringen, så det er et naturligt valg for os at være partner med dem for på den måde at få bragt budrobotterne ud i gadebilledet, siger han.

Testprogrammerne skal indledningsvis foregå i London, Düsseldorf og Bern. Herefter er det planen at udvide til en lang række andre europæiske samt amerikanske byer.

Efter planen kommer robotterne til Danmark næste år.

/ritzau/