Nu skal Tysklands slutrundespecialister folde sig ud

De kritiske ekspertrøster har som ventet gjort sit indtog efter Tysklands noget hakkende EM-start, hvor det har knebet med målscoringen.

Men forud for søndagens ottendedelsfinale mod Slovakiet tager landstræner Joachim Löw kritikken med ro og påpeger, at situationen har mange ligheder med VM i Brasilien for to år siden.

- Jeg læser noget fra en tidligere stor spiller, og så får jeg et smil på læben. I 2014 havde vi den samme diskussion på samme tidspunkt. Så endte vi med at vinde VM, og pludselig var alle fantastiske ledere, siger Löw ifølge AFP.

Koret af kritikere rummer blandt andre tidligere landsholdsanfører Michael Ballack og eksmålmand Jens Lehmann.

Det er især Tysklands manglende effektivitet i front, der har fået kritik, fordi frontduoen med normalt målfarlige Thomas Müller og den vævre tekniker Mario Götze har brændt adskillige chancer.

Erfarne Joachim Löw har dog noget at have det i, når han maner til besindighed forud for kampen mod Slovakiet, der i en træningskamp i slutningen af maj besejrede Tyskland med 3-1.

Både ved EM 2008 samt VM 2010 og 2014 leverede tyskerne tvivlsomme indsatser i gruppespillet med pointtab mod nationer som Kroatien, Serbien og Ghana, men da knockoutfasen begyndte, var holdet klar.

- Helt ærligt, så er det samme (kritikken, red.) blevet sagt før, lyder det fra landstræneren, som glæder sig til vind-eller-forsvind-kampene.

- Fra nu af skal holdene levere, for ellers ved de, at de ryger hjem. Det er en af grundene til, jeg glæder mig til knockoutfasen, siger Löw.

Kampen mellem Tyskland og Slovakiet fløjtes i gang klokken 18.

/ritzau/

Dagens Gossip