Nu skal unge stå til ansvar for brandterror

Brandattentater mod Grækenlands ambassade i København, Politiskolen i Brøndby og PET's kantine i Søborg.

Det er blandt beskyldningerne mod fem unge mænd, der i de kommende uger skal forsvare sig mod en tiltale om overtrædelse af straffelovens terrorbestemmelser.

Mandag indleder Københavns Byret en nævningesag mod mændene, der hører til på den yderste politiske venstrefløj. Netop fordi striben af brandattentater - 11 i alt samt planer om flere - ifølge anklagemyndigheden har været politisk motiveret, er de tiltalt for terror.

Det er dog en helt forkert vurdering fra anklagemyndighedens side, mener Thorkild Høyer, som er forsvarer for en af de tiltalte.

- Der er to hovedspørgsmål i sagen. For det første, om de tiltalte overhovedet har planlagt og udført de her gerninger i forening. Og for det andet spørgsmålet om det så er terror, fortæller Thorkild Høyer.

- Man kan rejse spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er politisk motiveret, og selv hvis det skulle være politisk motiveret, så betyder det ikke, at der er tale om terror, siger advokaten.

Ifølge anklagemyndigheden har de lovovertrædelser, som er beskrevet i anklageskriftet været egnede til at "skræmme en befolkning i alvorlig grad" eller på anden måde at påvirke væsentlige forhold i samfundet. Og er det tilfældet, kan der dømmes for terror.

Af anklageskriftet fremgår det, at brandattentaterne, der desuden er gået ud over pelsvirksomheder og banker, har forvoldt skader i millionklassen, og at der har været fare for menneskeliv.

Ved at rejse sagen for et nævningeting signalerer anklagemyndigheden, at man vil gå efter ubetingede fængselsstraffe på mindst fire års fængsel til en eller flere af de tiltalte.

Sagen slutter efter planen til december.

 

Dagens Gossip