»Nu skal vi have ryddet op efter VKs ejendomsrod«

Beretningen rejser en række kritikpunkter over for Skatteministeriets og Skats forvaltning af vurderingsområdet igennem en længere årrække under den tidligere og nuværende regering.

»Det er altid beklageligt, når Rigsrevisionen finder grundlag for at rejse kritik, og derfor ser jeg også på kritikken med meget stor alvor. Som Rigsrevisionen meget klart skriver, så er det her jo et problem, som regeringen har arvet fra VKs tid. Nu er vi i gang med at få ryddet op, og Skat har haft markant fokus på området, siden regeringen trådte til,« siger Holger K. Nielsen i en skriftlig besked.

»I dag har jeg så bedt Skats ledelse gennemgå Rigsrevisionens rapport nøje og tage stilling til, hvilke yderligere tiltag der skal iværksættes for at løfte kvaliteten på ejendomsområdet,« tilføjer ministeren.

I 2003 overtog Skat og Skatteministeriet opgaven med de offentlige ejendomsvurderinger fra kommunerne, og helt fra starten har Skat været klar over, at der var problemer på området. Otte år senere, i 2011, opfordrede Rigsrevisionen Skat til at få styr på vurderingerne.

Rigsrevisionens rapport viser, at Skat skød ved siden af i tre ud af fire vurderinger af parcelhuse i 2011, det vil sige, at vurderingen af boligen ikke matchede det beløb, som husene blev handlet til. Samtidig behandlede Skat i 2010 og 2011 halvdelen af boligejernes klager over de offentlige vurderinger i strid med reglerne.

Holger K. Nielsen understreger, at »danskerne skal sikkerhed for, at de kan regne med deres ejendomsvurdering, at den lever op til de lovkrav, der er, og at eventuelle klager bliver behandlet ordentligt«.

»Derfor har jeg i lyset af Rigsrevisionens kritik bedt Skat om, at de løbende hvert kvartal giver en status på den handleplan, som regeringen satte i gang sidste år,« siger skatteministeren, der har besluttet, at en tilbundsgående analyse af ejendomsvurderingsområdet, som blev sat i gang i foråret, nu bliver fremskyndet.

»Jeg har sikret mig, at det nu får absolut topprioritet i ministeriet, at vi kan få en tilbundsgående analyse af, om de her problemer skal løses gennem for eksempel nye IT-systemer, samarbejde med private aktører på ejendomsområdet, eller om der simpelthen skal en lovændring til,« siger Holger K. Nielsen.

Han hæfter sig ved, at Rigsrevisionen særligt kritiserer ejendomsvurderingerne i 2010 og 2011, som blev foretaget under den tidligere regering.

»Jeg må sige, at jeg bestemt ikke er imponeret over, hvordan de tidligere borgerlige skatteministre har håndteret de her problemer. Det er jo ingen hemmelighed, at de borgerlige havde planer om at nedlægge området, og derfor har man så ladet stå til, mens området er sandet totalt til«.

På baggrund af Rigsrevisionens beretning holder statsrevisorerne pressemøde onsdag klokken 16.

Dagens Gossip