Nu sker det: Fra i dag af skal betjente bære numre på deres uniformer

Skrevet af Kirstine Petersen

01/02/2016

Dagens topnyheder

Alle begår fejl, og det gælder også politibetjente.

Det har dog været besværligt at identificere ansatte i ordensmagten, som har fejlet i en række sager, blandt andet under klimatopmødet.

Derfor skal alle politibetjente fra og med i dag bære et nummer på deres arbejdsuniform, så eventuelt utilfredse borgere kan notere sig nummeret og klage over den specifikke ansatte i en sag. Det skriver TV2.

Forsvarsadvokat, Bjørn Elmquist, har ført flere sager mod politiet, hvor det dog har været yderst problematisk at finde frem til de anklagede betjente i en sag.

I et tilfælde tog det fire år at finde frem til betjentene, selvom der var billeder af dem fra en anholdelse, der blev klaget over.

- Jeg havde sågar en sag, hvor en indsatsleder ude ved Vestegnens Politi stod og kiggede på, mens fire betjente var ved at overfalde en fuldstændig uskyldig mand. Da vi så klagede, sagde hun, at betjentene var helt nye i tjeneste og lige startet på stationen, så hun vidste ikke, hvem det var. Det var så groft, siger Bjørn Elmquist til TV2.

De nummererede uniformer skal spare tid for både borgerne, der klager, og for Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der ofte ender med at behandle sagerne.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: