Nu står Rolf Sørensen frem: Var på EPO i 90'erne

Den tidligere danske cykelrytter Rolf Sørensen står nu frem og indrømmer, at han i løbet af 90’erne var dopet. Det var i de år, han hentede de fleste af sine sejre.

Det beretter TV2 Nyhederne.

- Jeg vælger at fortælle det, som de fleste har insinueret i lang tid, at jeg også har været dopet, og at jeg ogås har brugt EPO, og i tilfælde også stoffet kortison, siger han i interviewet med TV 2 Nyhederne.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her.

Han uddyber:

- Det må vist være på tide at også jeg – længe ventet – indrømmer, at have været en del af den Epo-epoke der var en del af cykelsporten i 90´erne, lyder det fra Rolf Sørensen i sit statement.

Dermed står den sidste af en generation af ryttere frem og indrømmer brugen af forbudte midler. En generation, der også tæller ryttere som Bjarne Riis, Jesper Skibby, Brian Holm og Bo Hamburger.

Rolf Sørensen erkender, at han også burde have stået frem tidligere og lagt kortene på bordet.

- Gennem de seneste år er jeg adskillige gange - rimeligvis - blevet spurgt til emnet og jeg burde for længst have gjort rent bord. At dette ikke er sket, er alene mit ansvar og jeg undskylder oprigtigt og med stor ydmyghed for min sendrægtighed. Undskyldningen er ikke mindst rettet mod alle de gode folk, der på et fejlagtigt grundlag har forsøgt at forsvare mig, lyder det fra Rolf Sørensen, der erkender, han er for sent ude:

- Min indrømmelse kommer for sent. Alt for sent.

Dagens Gossip