Nu stævner kongeskibet ud

Klokken 12.00 går dronning Margrethe og prins Henrik om bord på Dannebrog i Københavns Havn for første gang i år og markerer dermed starten på et ny sommertogt, der traditionen tro bringer regentparret på besøg rundt om i landet.

I år er der planlagt to royale sommertogter, et i juni og et i september.

Fredagens program begynder ifølge kongehuset.dk med, at regentparret sejles i chalup fra Toldboden til Dannebrog med salut fra Batteri Sixtus. Først skal dronningen hilse på de nye værnepligtige om bord på skibet, hvorefter Dannebrog lægger fra kaj og sejler mod Helsingør, hvor der saluteres fra Kronborg Slot klokken 14.30. Herefter anløber kongeskibet Helsingør Havn, hvor regentparret går fra borde klokken 15.00.

Traditionen med sommertogterne går 80 år tilbage til Christian X, der som den første konge gjorde årlige togter i danske farvande til en fast del af sit program.

Dagens Gossip