Nu stiger renterne på boliglån i Nordea Kredit

Skrevet af admin

10/06/2015

Dagens topnyheder

Hårdt pres på de danske realkreditkurser får nu Nordea Kredit til åbne for et nyt 30-årigt lån med en rente på 3,5 procent. Der er mulighed for 10 års afdragsfrihed i lånet.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen fra Nordea Kredit. Presset på kurserne får renterne til at stige, skriver Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann i en kommentar.

- De lange boligrenter er endnu engang hoppet i vejret med dyrere lån og sværere kreditgodkendelse til følge for de danske boligejere, siger hun.

- De faldende kurser betyder, at en 30-årig 3,5 procentobligation med 10 afdragsfrie år forventeligt vil handle under 100, og på den baggrund har vi i Nordea Kredit truffet beslutning om at åbne for en ny 30-årig serie med en kuponrente på 3,5 procent og mulighed for op til 10 afdragsfrie år, skriver Lise Nytoft Bergmann.

Rentestigningen betyder dyrere afdrag for nye boligejere. Forskellen på det nye lån og det gamle af samme slags, der havde en rente på tre procent, vil være 850 kroner per lånt million, oplyser banken.

Er lånet på to eller tre millioner kroner, bliver stigningen i den månedlige ydelse tilsvarende større.

- Rentestigningen er ikke kun ærgerlig for kommende boligkøbere, der må betale en højere ydelse for deres lån, men også for allerede eksisterende boligejere.

- De højere renter vil nemlig alt andet lige være med til at presse boligpriserne ned, hvorfor allerede eksisterende boligejere vil blive ramt på deres friværdi, siger boligøkonomen.

Hun forventer dog ikke fald i boligpriserne, men blot mindre stigninger end ellers.

Det er tal for jobåbninger i USA, den såkaldte Jolts-rapport, der blev offentliggjort tirsdag eftermiddag, der har udløst et nyt pres på de danske realkreditkurser, siger Lise Nytoft Bergmann til Ritzau Finans.

I USA er man tæt på niveauet for fuld beskæftigelse, og det betyder, at sandsynligheden for, at Federal Reserve snart vil hæve renten, er forøget.

- Og da danske realkreditobligationer tit er ret afhængige af, hvad der sker på rentemarkederne i USA, så havde det altså også en umiddelbar effekt på de danske realkreditobligationer, hvor man så, at kurserne faldt, siger hun.

/ritzau/