Nu vil Netto til at rode i din skraldespand

Skrevet af Ronja Ryde

20/08/2014

Mest læste i dag

Hvert år bliver der smidt over 540.000 tons mad ud i Danmark. Og langt størstedelen bliver smidt ud af forbrugerne.

Det vurderer Landbrug og Fødevarer ifølge Jyllands-Posten.

Derfor har Dansk Supermarked, Arla og AP Grønt nu sat sig for at gå utroligt grundigt til værks for at finde ud af, hvorfor så meget god mad havner i skraldespanden. Det vil de nemlig gøre ved at begynde at rode rundt i dit skrald.

- Vi vil kigge i skraldespande, for at se, hvad folk smider ud og spørge dem, hvorfor de gør det. Er det indpakningen, den er gal med, eller er der en anden grund? siger CSR-chef i Dansk Supermarked, Helene Regnell, til Jyllands-Posten.

LÆS OGSÅ: Genialt: Se, hvad dette supermarked gør med grimme frugter

Det er meningen, at de - bokstavligt talt - håndgribelige undersøgelser skal resultere i løsninger, der kan lokke forbrugerne til at mindske madspildet.

- Der bliver lavet rigtig mange rapporter og undersøgelser, men de er bygget på estimater, ikke fakta. Mig bekendt er der ikke før lavet projekter, der direkte ser på, hvad folk smider ud, og som dækker over hele kæden, siger Johanne Sønderlund Birn, som er projektleder for madspilds-initiativerne hos AgroTech.

De konkrete tiltag er i høj grad velkomne hos Dansk Supermarked, hvor man mener, det samtidig er vigtigt at acceptere forbrugernes krav til den mad, de køber.

- Forbrugerne går efter grøntsager, som er pæne, og derfor batter det ikke at prøve at overbevise dem om at købe skæve gulerødder. De bider ikke på, siger Helene Regnell fra Dansk Supermarked, til Jyllands-Posten.