Nu vil Skat tjekke dine fradrag

Der er behov for mere kontrol af danskernes fradragsindberetninger på selvangivelsen. Sådan lyder det fra indsatsdirektør i Skat, Erling Andersen, efter at skattemyndighederne i 1000 selvangivelser har fundet alvorlige fradragsfejl i 400 af dem.

- Med det her projekt er vi nødt til at erkende, at vi bliver nødt til at kontrollere mere dybt i en periode, siger Erling Andersen.

Han erkender, at fejl i 400 af 1000 selvangivelser er et meget højt tal, og det skal nu undersøges nærmere. Endvidere skal Skat være bedre til at vejlede danskerne, når fradrag på selvangivelsen skal udfyldes.

- Det allerbedste er at vejlede og lave reglerne så enkle, at de er til at forstå. Vi skal vejlede godt og grundigt om det, så skatteyderne ikke er i tvivl om noget, siger Erling Andersen.

Sanktionsmulighederne for danskere, der oplyser fejlagtige fradrag kan være bøde eller karantæne fra tastselvservice på Skats hjemmeside.

Erling Andersen afviser, at der også er behov for at skærpe straffen for misbrug af selvindberetningen.

- Jeg tror ikke, du kan straffe dig til en hensigtsmæssig administration på skatteområdet. Jeg tror kun, du kan vejlede dig til den, siger Erling Andersen.

Han oplyser, at Skat har undersøgt 1000 ud af 58.000 selvangivelser, hvor danskere har indberettet fradrag om rejseudgifter og såkaldte yderligere lønmodtagerudgifter. I næste hug vil Skat undersøge, om 2000 selvangivelser er udfyldt korrekt på de to poster.

Skat har udelukkende undersøgt selvangivelser, hvor danskere har trukket mere end 30.000 kroner fra i rejseudgifter eller yderligere lønmodtagerudgifter.

Ifølge Politiken har danskere forsøgt at opnå fradrag for tandbørster, barberblade, sæbe, vatpinde, tv-serien "Matador" på dvd og medlemskab af jazzklubben.

/ritzau/

 

Dagens Gossip