Nu vil Thorning stille skarpt på social arv

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) understreger, at det er regeringens fokus på at skabe arbejdspladser og vækst, der har gjort, at uligheden - målt på den såkaldte gini-koefficient - er steget under hendes ledelse af landet.

Det sker efter kritik af, at regeringens største reformer som skattereformen og den seneste vækstplan har øget uligheden i samfundet en smule.

- Vi har jo gennem rigtig lang tid arbejdet på at sikre, at vi får flere i arbejde og vækst i Danmark, og vi har været optaget af, at flere får flere muligheder. Og det gør man jo hvis man får flere arbejdspladser, siger Helle Thorning-Schmidt.

- Så er det også rigtigt, at vi har gennemført nogle reformer som betyder, at man får mere ud af at gå på arbejde. Og det betyder også rent teknisk, at gini-koefficienten ændrer sig lidt, siger statsministeren.

Gini-koefficienten er en standardiseret måde at beregne fordelingen af samfundets værdier mellem borgerne.

Spørgsmål: Bekymrer det dig, at uligheden stiger?

- Jeg ønsker et lige samfund, og at Danmark skal være et samfund, der er et af de mest lige i verden. Og det er vi heldigvis også stadig, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun varsler samtidig et øget fokus på at bryde den negative sociale arv efter sommerferien.

- Det, som jeg er mest optaget af, er, at dem, som har allermindst og allerfærrest muligheder, de får flere muligheder, siger hun.

- Og det er derfor, at regeringen efter sommeren vil gå i gang med at stille mere skarpt på, hvordan vi bryder den negative sociale arv, og hvordan vi sikrer, at børn fra de dårligste kår får bedre muligheder. På den måde vil vi sikre, at vi får mere lighed.

/ritzau/

 

Dagens Gossip