Nul udsigt til kaotisk juletrafik: Weekenden tager trykket

Når danskerne fredag eftermiddag har fyraften, er det for hovedpartens vedkommende også indledningen på juleferien.

Og det er samtidig startskuddet på juletrafikken, der traditionelt set medfører et øget pres på landets banegårde og motorveje.

Men presset bliver sandsynligvis mindre end normalt, da juletrafikken i år spredes ud over en weekend samt mandag.

- I forhold til en normal jul har vi i år lidt flere dage at gøre godt med. Det er en stor hjælp i forhold til at sikre siddepladser til så mange som muligt, siger trafikinformationschef i DSB Tony Bispeskov.

Men DSB tager alligevel - som sædvanligt - sine forholdsregler for at få togtrafikken til at glide.

- VI sætter ekstra tog ind, og vi gør de særligt populære tog ekstra lange. Det gode ved julen er, at kunderne i langt højere grad pladsreserverer, og så kan vi præcist se, hvilke afgange der er mest efterspurgte og sætte ind derefter.

De ekstra tog bliver sat ind mellem København og Aarhus den 21. og den 23. DSB vil lørdag og søndag udbyde 40.000 siddepladser, hvilket er dobbelt så mange som i en normal weekend.

Fra fredag eftermiddag og frem mod juledag ifører DSB's kontorpersonale sig orange veste og fordeler sig på landets seks største banegårde for at guide og assistere de julerejsende.

- Og det handler om alt lige fra at hjælpe moster Gerda om bord med sine pakker til at hjælpe kunder, der normalt ikke færdes på togstationer, til hurtigt at finde deres tog. For i sidste ende vil vi stadig gerne køre til tiden, fastslår Tony Bispeskov.

Vejdirektoratet forventer også, at weekenden kan tage trykket af julepresset på motorvejen

- Der er ingen tvivl om, at det er en formildende omstændig, at julen ligger op til en weekend, og at trafikken dermed kan fordeles ud over flere dage. Og vejret kommer heller ikke til at skabe problemer, siger vagthavende ved Vejdirektoratet.

- Andre år har vi haft lange, lange rejsetider hen over Fyn blandt andet på grund af glatte veje. Det er der ikke udsigt til i år, og vi forventer, at trafikken kommer til at glide problemfrit.

DMI, der for længst har afskrevet en hvid jul, oplyser, at julevejret bliver mildt, lidt blæsende og vådt, og det kommer i store træk til at minde om efterårsvejr.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV