Nürnberg sætter negativ Bundesliga-rekord

Skrevet af admin

07/12/2013

Mest læste i dag

Med uafgjort 1-1 hjemme mod Mainz satte fodboldspillerne fra FC Nürnberg fredag aften en kedelig rekord i den tyske Bundesliga.

FC Nürnberg har nu spillet sæsonens første 15 kampe uden at vinde. Ni uafgjorte og seks nederlag er det blevet til for klubben, der ligger næstsidst i bundesligatabellen med ni point.

Kun Braunschweig er dårligere med otte point, men bundholdet har trods alt haft fornøjelsen af at synge sejrssang to gange.

Fredag bragte den svenske midterforsvarer Per Nilsson ellers FC Nürnberg foran 1-0 allerede efter fem minutter, og så skulle der gå 70 minutter før Mainz udlignede på en scoring fra Shinji Okazaki.

- Det er hårdt. Vi spillede en virkelig god kamp, men scorede ikke på vores chancer for at komme på 2-0. Så scorede Mainz og vi var tæt på at tabe kampen, siger målscorer Per Nilsson.

Nilsson holder fast på, at han og medspillerne ikke er hæmmet af den negative spiral.

- Vi tror på os selv. Alle kunne se, at vi spillede en god kamp. Jeg ved godt, at det er en kliché, men når man er nede, så sker den slags. Vi må holde sammen - også med vores fans - for at komme op af det her hul.

Mainz fik Petar Sliskovic udvist i den ordinære spilletids sidste minut. Alligevel var holdet tæt på at score sejrsmålet i overtiden.

/ritzau/