Nutidige stjerner på Gatsby-soundtrack

Jay-Z er medproducer på Baz Luhrmanns filmatisering af F. Scott Fitzgeralds romanklassiker »Den store Gatsby« og nu bidrager rapperens kone også. Beyoncé bliver at finde på soundtracket sammen med en perlerække af stjerner fra den internationale musikscene.

Producenten Warner Bros. løftede i går sløret for de medvirkende kunstnere, der ud over Beyoncé tæller Gotye, Jack White, will.i.am og Lana Del Rey. Soundtracket kommer også til at rumme skæringer med Florence + The Machine, Fergie, The xx, Q Tip og Bryan Ferry Orchestra. Desuden leverer Jay-Z to numre.

Filmen, der har Leonardo DiCaprio i hovedrollen, udspiller sig i 1922.
Alligevel har Luhrmann valgt at krydre med nutidig musik og forklarer
hvorfor: »Selv om handlingen foregår i det, Fitzgerald selv kaldte jazzalderen, lever biografgængerne lever i hiphop-alderen og vi vil have publikum til at føle den moderne musik på samme måde som forfatteren lod sine læsere føle jazzen, da bogen udkom«, hedder det i en udtalelse fra den australske instruktør.

Luhrmanns udgave af »Den store Gatsby« får dansk premiere den 16. maj.
På rollelisten ses også Tobey Maguire, Carey Mulligan og Joel Edgerton.

Dagens Gossip