NutriFair i Fredericia runder 200 udstillere

Om knap en uge går det løs med den anden udgave af landbrugsmessen ”NutriFair” i Fredericia, og hvad angår antal udstillere og udstillingsareal ligger det fast, at den spurter forbi premieremessen i 2012.

151 udstillere var der sidste gang, hvor dette års messe netop har føjet udstiller nummer 200 på listen. Samtidig er udstillingsarealet på fagmessen for den indendørs husdyrproduktion vokset fra 4600 til 5600 kvadratmeter.

- Det er en milepæl, vi har nået her, og der er naturligvis en stor signalværdi i at nå sådan et tal. Men det jeg glæder mig mest over er, at de mange udstillere giver messen den bredde og det kvalitetsmæssige indhold, der er hele essensen i NutriFair, konstaterer Peter Sunesen, projektleder i MESSE C Fredericia.

Den udstiller, der meldte sig til som nummer 200 i rækken, rummer i øvrigt i sig selv en spændende historie. Der er nemlig tale om det israelske firma SCR, som præsenterer intet mindre end en verdensnyhed på NutriFair.

- De introducerer dels et nyt, avanceret system til at monitorere køer og dels et nyt system, der kan aflæse elektroniske øremærker. Derved kan eksempelvis koens placering i malkestalden vises på en skærm. Begge dele er så nyt, at det først her i elvte time stod klart, at de kunne nå at præsentere det på NutriFair, forklarer Thorkild Kallestrup fra Mosegården A/S, som udstiller side om side med SCR.

NutriFair finder sted i Messe C Fredericia den 23.-24. januar.

Dagens Gossip