Nuværende lærere kan ikke klare karakterkrav

Nye regler om et karaktergennemsnit på mindst 7 for at blive optaget direkte på læreruddannelsen ville have haft stor betydning for de nuværende lærerstuderende.

Det viser tal fra tænketanken Kraka, der har kigget på årgangen, som blev optaget i 2010. 7 af 10 studerende har ikke et karaktergennemsnit, der ligger over 7, skriver Politiken.

På professionshøjskolerne, der uddanner lærerne, mener flere rektorer, som avisen har talt med, at kravet er for højt.

- Personligt kunne jeg godt tænke mig, at det lå et andet sted, men det er en politisk beslutning, at det skal være sådan, og det har vi taget til efterretning, siger formanden for professionshøjskolernes rektorkollegium, Erik Knudsen, til Politiken.

Med det nye karakterkrav kræver læreruddannelsen højere karakterer end dem, der står på den gennemsnitlige students eksamensbevis, der har et snit på 6,6 på 12-skalaen.

Og det er nye toner på en uddannelse, hvor 14 af 17 uddannelsessteder sidste år optog samtlige ansøgere.

Fremover er ansøgere med mindre end 7 i karaktergennemsnit tvunget til at søge optagelse på kvote 2 og gå til en optagelsessamtale, hvor det bliver vurderet, om de er egnede på uddannelsen.

Forud for ansøgningsfristen fredag melder læreruddannelserne, at omkring 15 procent færre end sidste år søger ind.

- Det bekymrer mig. Men der er mange ting, der forstyrrer lige nu. Vi har lige fået den nye uddannelse, og så er der hele debatten om, hvad det vil sige at arbejde som lærer, koblet til overenskomststriden, siger rektor på professionshøjskolen UCC Laust Joen Jakobsen.

Formålet med det nye karakterkrav er at forbedre læreruddannelsens prestige og mindske det høje frafald, uddannelsen døjer med, siger uddannelsesminister Morten Østergaard (R).

- Læreruddannelsen har et enormt højt frafald på omkring 40 procent. Det ønsker vi at gøre op med, for der er ingen, der har glæde af at starte på en uddannelse, som de ikke gennemfører, siger han til Politiken.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV