Ny 3F-formand får ros fra tidligere modkandidat

»Jeg er rigtig glad for valget af Per. Vi ser fuldstændig ens på det her. Per er meget proaktiv, og jeg tror, at han har alle de kvaliteter, der skal til for at blive en god formand for 3F,« siger Jan Villadsen, efter at Per Christensen tirsdag eftermiddag blev kåret som ny 3F-formand med stående applaus i kongrescentret i Aalborg.

Selv om medlemmerne siver fra 3F - forbundet har mistet 40.000 medlemmer siden 2011 - er Jan Villadsen overbevist om, at den nye formand har gode kort på hånden til at vende udviklingen.

»Vi har vedtaget en organiseringsstrategi, hvor vi involverer alle, hvor vi inddrager alle. Vi skal være attraktive for nye medlemmer, vi skal vise de yngre generationer, at det er her, man skal være - at det er os, der er fremtiden,« siger Jan Villadsen.

3F er ofte blevet skudt i skoene, at kontingenterne er for høje sammenlignet med de »gule« fagforeninger. Men Jan Villadsen mener ikke, det udelukkende handler om prisen på medlemskabet.

»Jeg tror ikke på, det alene er prisen. Man kan ikke lave fagligt arbejde, uden at det koster. Hvis vi leverer varen, så er jeg helt sikker på, at folk også vil betale,« siger Jan Villadsen.

56-årige Per Christensen holdt tirsdag eftermiddag en kort takketale, efter at have modtaget stående klapsalver af de cirka 800 delegerede i kongressalen.

Her sagde den nyudnævnte formand blandt andet, at han var fyldt med ydmyghed og stolthed. Og så nævnte han fire områder, han vil prioritere: Organisering, job, uddannelse og social dumping.

Per Christensen understregede desuden, at hans ståsted i arbejdet for 3F, er, at det handler om helt almindelige menneskers hverdag.

Den nye 3F-formand er oprindeligt udlært tømrer. Han har fungeret som fællestillidsmand på Aalborg Portland, været næstformand i Cementarbejdernes Fagforening, og arbejdet som juridisk sekretær og senest forbundssekretær i 3F.

Dagens Gossip

Dagens TV