Ny afgift gør det dyrere at være turist i Rom

Skrevet af admin

01/09/2014

Mest læste i dag

Flere og flere europæiske hovedstæder finder ud af at pålægge deres turister en skat via hotelophold for at få en anstrengt økonomi til at hænge sammen. I London er der lagt skat på flybilletter og i Berlin på turistophold.

Med få ugers varsel har bystyret i Rom vedtaget at hæve hotelskatten med 100 procent fra mandag, selv om hotellerne for længst har skrevet færdige kontrakter gældende for resten af året.

Det skriver onlinemediet Standby, der bringer dette eksempel:

En familie på fire på fire dages ophold i Rom skulle i august betale 48 euro i lokal skat. Fra mandag skal de betale 96 euro - svarende til omkring 720 danske kroner.

Turismeorganisationer og rejsebureauer raser over de dyrere turistskatter.

- Vi er allerede begyndt at sælge 2015. Vi kan ikke gå tilbage til vores større, gode kunder og opkræve ekstra. Vi må nu revurdere vores kalkuler og tage det fra marketingbeløbet, hvilket igen vil ramme Rom som turistby, siger Jennifer Tombaugh fra turistorganisationen i den italienske hovedstad ifølge Standby.

Rom, Berlin og London har på hver sin måde valgt at lægge skat på turismen. I Frankrig, som i flere analyser er verdens mest populære turistland, forsøgte bystyret i Paris at lægge en turistskat på hotellerne.

Det blev forpurret af regeringen, som hæfter sig ved, at turismen skaber ekstra job og stabilitet, og det er der stærkt brug for i den franske økonomi.

Som et resultat har den franske regering barslet med en 30 punkts plan for investeringer i turisme.

/ritzau/