Ny aftale gør det billigere for forbrugere at klage

Skrevet af admin

10/11/2014

Mest læste i dag

Regeringen har indgået en aftale med Venstre og Det Konservative Folkeparti om en modernisering af det offentlige forbrugerklagesystem.

Ifølge erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) vil aftalen gøre det både billigere og hurtigere for forbrugere at klage. Samtidig får forbrugerne mulighed for at klage over 45 nye brancher.

- Den udvidede klageadgang er en væsentlig styrkelse af forbrugerbeskyttelsen. Samtidig er vi blevet enige om en model, som sikrer et effektivt forbrugerklagesystem, der er gearet til at håndtere de mange flere klager, som den udvidede klageadgang vil medføre.

- Jeg synes vi er kommet frem til en god løsning, som fremtidssikrer det offentlige forbrugerklagesystem, siger Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse.

I det nye forbrugerklagesystem vil der være to faser.

Første fase er en såkaldt mediationsfase, hvor forbrugeren betaler 100 kroner og får hjælp fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at finde en løsning, som parterne kan acceptere.

Hvis det ikke lykkes, kan forbrugeren vælger at gå videre til anden fase i Forbrugerklagenævnet. Her foregår der en egentlig behandling af klagen i nævnet.

For at gå videre til anden fase skal forbrugeren betale et gebyr på 400 kroner, som tilbagebetales, hvis der indgås forlig, eller forbrugeren vinder sagen.

- I de fleste tilfælde vil det nye system betyde, at det kun kommer til at koste forbrugeren 100 kroner at få behandlet sin klage, siger Henrik Sass Larsen.

Det er en god handel for forbrugeren, fordi det i gennemsnit koster det offentlige cirka 10.500 kroner at behandle en forbrugerklage, fremhæver ministeren.

Med aftalen tilføres der samtidig flere penge til det offentlige forbrugerklagesystem for blandt andet at sikre en hurtig sagsbehandling. Der er tale om 2,5 millioner kroner stigende til 5,4 millioner kroner i 2018.

Forbrugerklagenævnet behandlede i 2013 i alt 2500 sager, hvoraf fire ud af 10 blev afsluttet med et forlig.

I de sager, som endte med en afgørelse i Forbrugerklagenævnet, fik forbrugerne medhold i næsten syv ud af 10 klager.

/ritzau/