Ny aftale mellem Hells Angels og Bandidos

»Vi har indgået en aftale med Bandidos med virkning fra i dag. Derudover har jeg ingen kommentarer,« siger Jørn Jønke Nielsen til DR Nyheder.

Meldingen er næsten identisk fra Bandidos.

»Vi har indgået en aftale, og jeg har ikke yderligere kommentarer,« siger Michael Rosenvold, præsident for Bandidos, til DR Nyheder.

Den nye samarbejdsaftale er angiveligt afløseren for den aftale, Bandidos officielt rev i stykker i 2010.

Efter rockerkrigen i 1997-1998 indgik Bandidos og Hells Angels en freds- og samarbejdsaftale, der først og fremmest handlede om hvilke byer, de to rockergrupper måtte have klubber i og hvilke byer, der var forbudt område. Aftalen indebar også, at man ikke måtte optage hinandens frafaldne medlemmer.

Men i 2010 gik Bandidos daværende præsident, Jim Tinndahn, offentligt ud og sagde, at han havde revet aftalen i stykker. Det skete efter en længere periode, hvor begge klubber angiveligt havde krænket den gamle aftale.

Det er efter alt at dømme en genetablering af den aftale, der nu er indgået.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har de to rockergrupper forhandlet om aftalen siden efteråret 2012. I september var det tæt på at komme til egentlig konflikt mellem de to grupper, da ukendte gerningsmænd påkørte Bandidos’ klubhus på Amager med en lastbil.

Situationen kom dog under kontrol, og de to grupper begyndte at forhandle. Til gengæld gik forhandlingerne helt i stå, da Bandidos optog den tidligere HA-rocker Brian Sandberg.

Men nu er de to rockergrupper altså angiveligt nået til enighed ifølge DR Nyheder. Detaljerne er endnu ikke offentlige.

(BNB)

Dagens Gossip