Ny aftale sikrer 28,5 milliarder kroner til togfond

»Vi har lavet en aftale hvor vi finansierer en togfond til 28,5 milliarder kroner, som skal forbedre den kollektive trafik i Danmark, og det er vi meget tilfredse med,« siger skatteminister Holger K. Nielsen (SF), der ikke er bange for, at skræmme olieselskaberne væk med den højere beskatning:

»Jeg er helt overbevist om, at de vil blive, det er stadig attraktivt for dem at efterforske og bore i Danmark, og det mener jeg ikke, at de ændrede skatteregler vil få konsekvens for,« siger han.

Regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har indgået en aftale, som beskatter gas- og olieselskaberne i Nordsøen, der ligger uden for Dansk Undergrunds Consortium hårdere, og det giver 28,5 milliarder kroner i statskassen. Fremover skal de to udenlandske selskaber Bayerngas og Hess samt danske Dong Energy beskattes ligeså hårdt som for eksempel Mærsk, og aftalen vil frem mod 2040 øge statens indtægter med 28,5 milliarder kroner.

Dansk Folkeparti er med i aftalen som det eneste parti fra den borgerlige fløj. En af knasterne i forhandlingerne har været, at Dansk Folkeparti har ønsket at udskyde den hårdere oliebeskatning med et år, hvilket ville have kostet den danske statskasse én milliard kroner. Det blev dog ikke en del af aftalen.

»Vi er meget tilfredse med den måde, som vi har fundet pengene på. Vi har haft flere løsningsforslag på bordet, men det, som regeringen først havde lagt frem, var med tilbagevirkende kraft. Det har vi fået ændret, og det er faktisk 600 millioner kroner, som man ville have taget fra virksomhederne med tilbagevirkende kraft,« siger Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen (DF).

Generelt var det nogle meget tilfredse politikere, der kom ud af forhandlingslokalet i Skatteministeriet tirsdag aften. Klima- og energiminister Martin Lidegaard ser frem til at bruge de 28,5 milliarder kroner på den kollektive trafik, hvor man vil indføre den såkaldte time-model, hvor man på en time skal kunne komme mellem landets store byer.

»Det her bliver den største investering i den danske jernbane i 150 år. Jeg er en glad energiminister, fordi vi får nogle stabile rammevilkår og samme beskatning af alle selskaber i Nordsøen, og så er jeg selvfølgelig superglad som klimaminister, fordi vi får en kæmpe investering i tog, som bliver til gavn for både danskerne og klimaet,« siger Martin Lidegaard.

Dagens Gossip

Dagens TV