Ny aftale skal sikre tøbrud mellem Israel og Tyrkiet

Skrevet af admin

27/06/2016

Mest læste i dag

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, bekræfter over for Reuters, at Tyrkiet og Israel har indgået en aftale, som skal sikre et tøbrud mellem de to lande, og som vil styrke deres økonomier.

Netanyahu siger, at han senere vil præsentere den nye aftale i detaljer, men at den grundlæggende har "enorm positiv betydning" for den israelske økonomi.

- Der er taget et vigtigt skridt frem mod en normalisering af de bilaterale relationer mellem Israel og Tyrkiet, siger den israelske premierminister, som mandag holdt pressekonference i Rom i forbindelse med et møde med USA's udenrigsminister, John Kerry.

Israel søger partnere, som er interesseret i at købe Israels naturgas fra Middelhavet, som inden for få år ventes at medføre en energirevolution i landet.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, siger, at aftalen er et vigtigt skridt fremad for bedre humanitære forhold for palæstinenserne i Gaza.

Forholdet mellem Tyrkiet og Israel blev iskoldt, efter en israelsk aktion i 2010 kostede ti tyrkiske aktivister livet om bord på et fartøj, der ville sejle nødhjælp til Gazastriben.

USA har lagt pres på begge lande for at lægge striden bag sig, fordi det regionale samarbejde er vigtigt for amerikanerne i kampen mod Islamisk Stat i Syrien og Irak.

Den israelske avis Haaretz skriver, at Tyrkiet har lovet at forhindre, at den palæstinensiske Hamas-bevægelse udfører handlinger mod Israel fra tyrkisk jord.

Tyrkiet har fremsat en række krav for at nærme sig Israel igen. Først og fremmest ville tyrkerne have en undskyldning og en kompensation, noget som Israel i det store hele har levet op til.

Tyrkiets tredje hovedkrav, at Israel ophæver blokaden mod Gazastriben, er mere kompliceret, men på det seneste har der været meldinger om, at parterne er nået frem til et kompromis.

Det indebærer blandt andet, at Israel vil tillade, at et hospital bygges færdigt i Gaza, samt at der kan bygges endnu et kraftværk og et afsaltningsanlæg til fremstilling af drikkevand.

/ritzau/Reuters