Ny AGF-træner efter 2-5: Hele holdet fejlede

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Jesper Fredberg fik ingen drømmedebut på hjemmebanen NRGi Park som cheftræner for AGF's superligamandskab. For anden gang på blot 10 dage tabte aarhusianerne stort til de gæstende nordjyder.

Fra sin stol kunne Fredberg se hele fem mål gå ind bag målmand Emil Ousager til slutresultatet 2-5. Og selvom den nye træner havde talt om forandring i dagene op til opgøret, var hjemmeholdets indsats bestemt ikke godkendt.

- Taktikken holdt desværre ikke. Vi formåede ikke at gøre det, vi gerne ville. Vi blev for passive i vores presspil. Og det gjaldt for alle kæder. Og så laver vi bare for mange personlige fejl, siger Jesper Fredberg, der samtidig anerkender et godt spillende AaB-hold.

- AaB spillede med meget stor bevægelse, og vi kunne ikke matche deres løbevillighed. Vi kom til at reagere i stedet for at agere. De fik lov til at vende med bolden, og der blev de alt for farlige, vurderer han.

AGF havde en kort opblomstring efter Danny Olsens reducering til 1-2 efter den halve time. Og den nye cheftræner håbede da også på comebacket. Men to AaB-scoringer inden halvlegens slutfløjt slukkede reelt hjemmeholdets håb om point i kampen.

- Det var pivringe i dag. Vi forsvarede rigtigt dårligt som hold. Men ligesom efter pokalkampen skal vi nu rejse os. Vi skal tilbage på træningsbanen og arbejde med tingene, siger tomålsskytten Danny Olsen og fortsætter:

- Vi kan lære noget af alle kampe. Først og fremmest har vi lært, at AaB i øjeblikket er et meget bedre hold end os. Så der er meget at arbejde med, siger han.

Danny Olsen og co. møder i næste runde Randers på udebane.

/ritzau/