Ny AGF-træner: Et H.C. Andersen-eventyr

Skrevet af admin

01/03/2014

Mest læste i dag

For at bruge Jesper Fredbergs egne ord var det en decideret møgstart for den blot 32-årige nyudnævnte AGF-træner, da han lørdag debuterede som øverstkommanderende.

Han havde blot siddet 40 sekunder i trænersædet, da der blev tilkendt straffespark til Sønderjyske, og værterne efterfølgende sendte AGF ned med 0-1.

- Jeg tænkte, at det var noget værre møg. Måske endda endnu værre end møg, siger Jesper Fredberg.

Selvom det i lange perioder så ud til, at AGF endnu engang måtte forlade grønsværen uden point, kom redningen som et lyn fra himlen, og et sandt eventyr blev skrevet.

Først hamrede Danny Olsen bolden i nettet til 1-1 fra distancen, og dybt inde i overtiden sørgede Jens Jønsson for en 2-1-sejr til gæsterne fra Aarhus.

- Det er sådan et lille H.C. Andersen-eventyr, vi er i gang med. Det var fantastisk, siger han.

Og målscorer Danny Olsen kunne ikke sige sig fri fra at stå tilbage med samme følelse som sin nye cheftræner.

- Det var en kæmpe forløsning, da vi så Jønssons mål gå ind. Helt fantastisk. Det betyder så meget for os. Både at give os selv den her sejr, men også at give klubben en god sejr, siger Danny Olsen.

Længe så det ellers ud til, at det var hjemmeholdet fra Sønderjylland, der skulle løbe af med sejren, men Danny Olsens dommedagshug ændrede på det.

- Vi snakkede i pausen om, at vi skulle skyde lidt udefra for at få deres forsvar frem. De stod meget langt tilbage, og det var tydeligt, at det var det, de ville og så spille på lange bolde. Så jeg synes, vi skal give os selv ros for at være tålmodige.

- Det, jeg synes, vi gjorde godt i første halvleg, var, at vi holdt ro i tingene, selvom vi kom hurtigt bagud.

- Jeg ved ikke, om vi havde bolden 70 procent af tiden eller noget, men i forhold til andre kampe var der rigtig go ro i bolden, mener han.

/ritzau/