Ny AGF-træner lover offensivt koncept

Skrevet af admin

02/03/2014

Dagens topnyheder

Lørdag triumferede den næstyngste træner i Superligaens historie, Jesper Fredberg, i sin debut som cheftræner for AGF, da Sønderjyske blev besejret med 2-1.

Men det var ikke Jesper Fredbergs evner som træner, der var årsagen til triumfen, mener han selv.

- Jeg kan ikke lære dem at spille fodbold på to dage, men jeg kan komme med noget vilje og gejst. Og det, synes jeg, vi fik set.

- Det er ikke min fortjeneste, det er holdets, at de gik ind og leverede den indsats, de gjorde, siger Jesper Fredberg, der blot nåede to træninger med holdet inden lørdagens kamp.

Men nu er der arbejdsro, og så skal den 32-årige nyudnævnte cheftræner sætte sit præg på AGF.

- Nu har jeg tid til at arbejde med holdet, og så skal vi lægge noget på. Jeg kan spille offensiv fodbold. Det er det, jeg primært vil arbejde med.

- Vi skal have nogle relationer arbejdet ind på holdet, og så skal vi have et klart spilkoncept.

Spørgsmål: Hvad bliver det klare AGF-koncept så?

- Det bliver forhåbentlig et offensivt AGF-hold, som godt kan lide at have bolden. Jo mere vi har bolden, desto større chance er der for, at de andre hold ikke scorer.

- Så det vil vi arbejde med, samtidig med at vi vil se, om vi kan få lukket ned, så der ikke bliver scoret imod os, siger han.

Jesper Fredberg har nu en uge til at få arbejdet sit koncept ind på holdet, før AaB - holdet som gav den tidligere AGF-træner Peter Sørensen dødsstødet med en 4-1-sejr i pokalturneringen - kommer på besøg i næste weekend.

/ritzau/