Ny analyse: Det skal være næsten gratis at køre over Storebælt

Sådan skriver Fyens Stiftstidende. Og hvem har ikke lyst til at spare penge på turen mellem Fyn og Sjælland, der kan sætte en stopper for selv en velproportioneret pengepung.

- Forslaget er et skridt i den rigtige retning, men det er gratis at køre på andre broer og veje i Danmark, og det er forvridende og uheldigt et enkelt sted at opkræve afgift. Det skader samfundsøkonomien, siger vicedirektøren i Kraka, Jens Hauch, til Fyens Stiftstidende.

Trods fortsat gæld på broen, mener han, det giver bedre mening at betale resten af broen via skatter som indkomsskat eller moms.

Kraka er nået frem til, at den optimale pris for at krydse broen er fem kroner på baggrund af følgende beregning i analysen:

- For en gennemsnitlig personbil bør vejbenyttelsesafgiften i gennemsnit udgøre 67 øre pr. km., hvis man bruger de officielle beregningspriser. Af disse udgør trængselsomkostninger 36 øre og de fire øre støjomkostninger. Trængsel er et stort set ukendt fænomen på Storebæltsbroen, ligesom støjgenerne må formodes at være særdeles begrænsede. Derfor bør den gennemsnitlige kilometerafgift være ca. 27 øre.

Med en samlet længde på 18 km bør en passage af broen altså koste knap 5 kr. – en del under de nuværende 235 kr. for en sædvanlig enkelttur. Den månedlige udgift for pendlere med 36 månedlige passager bliver 175 kr. eller 94 pct. lavere end i dag, skriver Kraka.

Den liberale tænketank Cepos er enig med Kraka i, at brotaksten skal sænkes, men er uenig i Krakas anbefaling af højere moms og indkomstskat som finansiering. Det vil nemlig reducere beskæftigelsen, lyder det.

- I stedet bør man reducere væksten i det offentlige forbrug. Vi er blandt de lande i OECD, der har det højeste offentlige forbrug som andel af BNP. Det kan nedbringes, hvilket kan kompenseres ved, at man øger produktiviteten i det offentlige, så det offentlige serviceniveau ikke forringes, siger cheføkonom Mads Lundby Hansen. 

Dagens Gossip