Ny angriber sikrede Randers-sejr i overtiden

Esbjerg var to gange i front i mandagens superligakamp mellem Randers og Esbjerg, men hjemmeholdet Randers endte med at tage alle tre point takket være et mål i overtiden af den nye svenske angriber Viktor Lundberg.

Den sene sejr betyder, at Randers kommer op på tredjepladsen i Superligaen med otte point. Lige over Randers ligger Esbjerg med ni point.

Men det var altså tæt på, at stillingen skulle se helt anderledes ud. Esbjerg kom bedst fra start, og havde stor ære af mandagskampen. Esbjergs Jonas Knudsen kickstartede kampen efter 16 minutter med et fantastisk mål. Knudsen modtog lidt tilfældigt bolden lidt udenfor feltet, og nærmest uden tilløb knaldede han til bolden, som i en lige linje strøg ind bag Mikkel Andersen i Randers-målet.

Efter 66 minutter lykkedes det endelig Randers at bryde igennem i en kamp, som de ellers havde svært ved at få fodfæste i. Jonas Kamper tog udfordringen op på højrefløjen og smækkede et perfekt indlæg ind i hovedet på Jonas Borring, som satte den flot i kassen. Effektivt og flot mål af Randers, og Jonas Borrings tredje hovedstødsmål i denne sæson.

Så skulle man tro, at Randers ville lægge endnu mere tryg på for at få et sejrsgivende mål. Det pres nåede Randers dog aldrig at lægge på, før Esbjerg havde scoret igen. Et indlæg fra Esbjergs højre side nåede ind til Mick van Buren, som headede bolden forbi Mikkel Andersen, der helkiksede sit indgreb. Skidt af Mikkel Andersen, men flot af Mick van Buren, der har scoret fem mål i lige så mange kampe for Esbjerg.

Randers mistede dog ikke modet af den nye dukkert, og ti minutter før slutfløjt gjorde Ronnie Schwartz sig endnu mere varm på transfermarkedet, da han med et følt spark udlignede for Randers. Det var Schwartz' sjette mål i kun fem kampe i denne sæson og dermed en førsteplads på topscorerlisten.

I kampens overtid gjorde indskiftede Viktor Lundberg så det onde ved Esbjerg. Forsvaret bakkede, da Lundberg kom stormende, og med et hårdt spark sendte Lundberg Randers-tilhængerne i stor jubel.

Dagens Gossip