Ny anklager efter udtalelse om dræbende sygeplejersker

Skrevet af admin

08/09/2015

Mest læste i dag

Anklagemyndigheden har valgt at lade en ny anklager tage over i sagen mod den 31-årige sygeplejerske, der er sigtet for fire drab og et drabsforsøg i Nykøbing Falster.

- Det er en beslutning, der er truffet, for at holde fokus på sagen, siger sagens nye anklager, Michael Boolsen, der tirsdag er mødt i Retten i Nykøbing Falster i stedet for advokaturchef Jeanette W. Andersen.

Anklageren henviser efter alt at dømme til en kontroversiel udtalelse fra Jeanette W. Andersen, der har fyldt temmelig meget i den offentlige debat siden det seneste retsmøde i sagen.

Her sagde anklageren, at "det ikke er usædvanligt, at sygeplejersker kan finde på at tage livet af patienter."

Det har siden fået Dansk Sygeplejeråd til at indlede en injuriesag mod advokaturchefen.

Sygeplejerskerne har flere gange henvendt sig til anklagemyndigheden med kravet om, at udtalelsen blev trukket tilbage, men det ønske har man ikke villet imødekomme.

I et brev til Dansk Sygeplejeråd skrev Jeanette W. Andersens chef, Henriette Rosenborg Larsen, i sidste måned, at udtalelserne ikke er ulovlige.

Hun skrev, at anklageren blot havde henvist til en forskningsartikel, som fortæller om drab udført af sundhedspersonale fra hele verden. Forskningen er publiceret under titlen "Serial Murder By Healthcare Professionals".

Anklageren har "ikke ytret sig angående omfanget af dette fænomen i Danmark," fastslår chefen i brevet. Der er ikke tale om strafbare injurier, lyder beskeden.

Ikke desto mindre er det altså ikke længere Jeanette W. Andersen, der møder i sagen.

/ritzau/