Ny app gør det nemmere at passe på solen

Ifølge Kræftens Bekæmpelse kan man ikke være i solen uden at blive rød, hvis UV-indekset er tre eller højere, og man bør enten søge skygge, dække huden med tøj og solhat og bruge solcreme. Men hvordan ved man, hvor højt indekset er? Det er en ny app svaret på, skriver b.dk.

Ved hjælp af mobilens GPS finder app’en det lokale UV-indeks dér, hvor du befinder dig. Derudover giver den råd om, hvordan du skal passe på i solen og i hvilket tidsrum, du skal passe særligt på. App’en kan også komme med pop-up advarsler, når UV-indekset er højt.

Meldingerne bygger på DMIs prognoser for UV-stråling, kombineret med telefonens indbyggede GPS. I Danmark er det typisk i tidsrummet mellem kl. 12 og 15 fra april til september, at UV-indekset er over tre. Hvor meget af solens UV-stråling, der kommer igennem til jorden, afhænger blandt andet af skydækket, ozonlagets tykkelse, solens stilling på himlen og mængden af partikler i luften.

App’en er gratis, og kan bruges af både Iphone og Android. Den er udviklet af Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen. Den virker også i udlandet, og man kan gemme de byer, man besøger tit.

Jo flere solskoldninger man får gennem livet, jo større er risikoen for at få modermærkekræft. En god grund til at beskytte sig.

Læs mere og find »UV-indeks« app’en via Kræftens Bekæmpelse side.

Dagens Gossip

Dagens TV