Ny app hjælper trafikanterne gennem vinteren

Nu nærmer den kolde tid sig med sne og is på vejene. Det kan være svært at køre på frostglatte veje, når man skal på arbejde, hente børn eller handle ind i de mørke, kolde måneder.

Derfor har Vejdirektoratet i samarbejde med kommunerne lavet ny app, der skal hjælpe trafikanterne bedst muligt gennem vinteren. App´en hedder Vintertrafik, og den giver bilisterne alle de informationer om vejenes tilstand og vejret, som de har brug for, før de starter deres bil.

Med nogle få og hurtige klik på sin mobiltelefon kan man få et overblik over de veje, man skal køre på, og svar på spørgsmål som: Er vejen saltet og ryddet? Skal jeg køre tidligere, fordi der er risiko for glatføre? Hvad er temperaturen helt nede ved asfalten?

- Med vores nye Vintertrafik app forsøger Vejdirektoratet at være med til at guide bilisterne nemt og sikkert gennem vinteren, fortæller Vejdirektør Per Jacobsen i en pressemeddelelse.

App’en indeholder følgende informationer:

• Glatføre

• Seneste saltning

• Trafikmeldinger

• ’Live’ billeder (fra over 200 webkameraer)

• Temperaturmålinger af vej og luft (fra ca. 400 målestationer)

• Vindretning og styrke (fra ca. 30 målestationer)

App’en er ikke lavet til brug under kørslen. Den er lavet til brug, inden man går ud til bilen. App’en er gratis og kan hentes i App Store eller Google Play.

Dagens Gossip