Ny app letter allergikernes indkøbstur

Skrevet af admin

20/05/2015

Dagens topnyheder

Folk med kontaktallergi kan fremover få en guidet tur i supermarkedet med en ny app, der skal hjælpe dem til at finde de produkter, som de ikke kan tåle.

Alt man skal gøre er at scanne produkterne med sin mobil i butikkerne, så kommer der hurtigt svar på mobilen, om varen indeholder generende stoffer eller ej.

"Allergyapp" er lavet i et bredt samarbejde med hudlæger, professor Jeanne Duus Johansen fra Videncenter for Allergi samt butikkerne Coop, Matas og apotekerne.

- Mange har svært ved at læse indholdsdeklarationerne og derved at undgå det, de ikke tåler.

- Det er et stort fremskridt, at der nu er en nem måde at vælge sine produkter på. Det sparer tid og penge for patienten, ligesom det giver en bedre sikkerhed for, at produktet tåles, siger Jeanne Duus, leder af Videncenter for Allergi.

Omkring en kvart million danskere lider af kontaktallergi over for indholdsstoffer i kosmetik- og plejeprodukter, og de kan nu få glæde af app'en, når de handler.

På den måde kan de undgå de cirka 100 ingredienser, der hyppigt er årsag til allergi.

Det er kun en del af de allergifremkaldende stoffer, der er deklarationspligtige, og samtidig er ingrediensoversigterne på produkterne ofte skrevet med mikroskopisk skrift.

Lige nu indeholder app'ens database 3000 produkter, som man kan søge imellem, og på den måde finde de allergifremkaldende produkter, der ikke er lige til at spotte.

Har man kontaktallergi vil det ofte vise sig ved rødme og hævelse af huden. Det kan være knopper og småblærer, der bliver til sår.

Bliver der ikke behandlet kan eksemet blive kronisk.

/ritzau/