Ny app øger sikkerheden i landets ro- og kajakklubber

Sikkerheden til søs øges markant, når landets tusindvis af roere får adgang til en smartphone app, som gør det muligt for klubberne hele tiden at følge medlemmernes færden til søs. Det er også muligt for klubberne at kommunikere med medlemmerne, mens de er på vandet.

Er en båd ikke kommet ind til aftalt tid, kan man i klubben se den senest angivne position og tage stilling til en evt. eftersøgning. Den nye app vil logge turen på vandet til mindste detalje, og automatisk indrapportere turen til rokort systemet.

Sikkerhedsaspektet er blot en af flere features i den app, som det sønderjyske softwarehus MemberLink i Sønderborg er i gang med at udvikle. Selskabet har netop købt alle rettigheder til det populære elektroniske rokort-system – rokort.dk.

De nye applikationer udvikles til IPhone, Android og Window Phone og vil blive tilbud medlemmerne i de klubber, der anvender rokort.dk. I dag har omkring 50 klubber implementeret rokort-løsningen, og flere er på vej. Baggrunden for systemets hurtige udbredelse er, at det er let og enkelt at anvende.

Derfor forudser Memberlink at systemet hurtigt vil vinde indpas i både Tyskland, Norge og Sverige, når det introduceres på disse markeder i løbet af få måneder. Programmet kræver ingen installering af software.

Udover at give klubben tidsmæssige besvarelser ved udarbejdelse af de årlige båd- og medlemsstatistikker har det enkelte medlem hele tiden adgang til opdaterede data om hvor mange kilometer, der er roet på både uge, måneds og årsbasis, i hvilken bådtype og med hvilken styrmand. I systemet kan man også reservere både.

Alle data kan sammenlignes med andre medlemmer. Ved at krydse data kan man finde frem til lige nøjagtig de informationer, det enkelte medlem har behov for.

- Det skal være sjovt at være roer, og det skal være let at være klub. De krav opfylder rokort.dk, og det er det, vi ønsker at bygge videre på, siger MemberLinks grundlægger, direktør Thomas Kristiansen.

Rokort.dk vil vedblive med at være et selvstændigt system, men vil kunne integreres i MemberLinks komplette foreningssystem. Det system, der anvendes af klubber og foreninger over hele landet, indeholder bl.a. hjemmeside, kontingentopkrævningsmodul, økonomisystem, online indmelding, booking af tider, mail-løsning og styring af aktiviteter.

Efter købet af rettighederne til rokort.dk ansætter MemberLink en ny softwareudvikler, og dermed beskæftiger selskabet fire systemmedarbejdere.

Dagens Gossip