Ny app skal få borgere til at filme politiets arbejde

Skrevet af Kristine Bugbee

28/09/2015

Mest læste i dag

Det bliver snart muligt at filme politiet, mens de foretager en anholdelse eller en ransagning, som man tilfældigvis er vidne til.

Landsforeningen KRIM, som arbejder for at forbedre indsattes vilkår, er ved at udvikle en app til formålet, skriver Nordjyske Medier.

- Vi har taget initiativet, fordi vi oplever, at alt for mange klager over politiet løber ud i sandet, når der ikke er håndfaste beviser at dømme politifolk på, siger formand for KRIM Claus Bonnez til Nordjyske Medier.

Når man som vidne har optaget politiets arbejde gennem app'en, bliver videoen uploadet til en server hos KRIM. 

Ifølge Claus Bonnez er formålet, at der på den måde er dokumentation i sager, hvor borgere har klaget over politiet, som ellers falder til jorden på grund af manglende beviser.

- Vi har set gode eksempler på, at folk, der har filmoptaget politifolk, rent faktisk har fået gennemført klagesager mod dem, som efter vores opfattelse ellers ikke ville være blevet gennemført, hvis der ikke havde været video- eller lydoptagelser. For eksempel racistiske udtalelser, lyder det fra formanden.

Når almindelige borgere begynder at filme politiet i aktion, må de ikke komme i vejen for ordensmagtens arbejde.

- Med den vejledning, der følger med app’en, fortæller vi borgerne, at de ikke skal forstyrre politiets arbejde. Hold jer på afstand. Fotografér politiet og gerne fra en position, hvor politiet slet ikke kan se dem. Det vil dels ikke forulempe politifolkene, og det vil også sikre, at beviset bliver sikret til sagen, siger Claus Bonnez.

Politiforbundets formand Claus Oxfeldt er ikke begejstret over nyheden om den nye app.

- Alt, hvad vi siger og gør, tåler selvfølgelig dagens lys. Vi ved også som udgangspunkt, at rigtig meget bliver filmet. Men jeg synes, at der er lidt en heksejagt mod politiet, også fordi en video ikke fortæller alt. Ikke hvad der sker før eller efter episoden, siger Claus Oxfeldt.

Den nye app vil være klar inden året er omme.

Følg Dagens Politirapport for flere lignende artikler: