Ny app skal hjælpe trafikanterne i Nordjylland

En ny app er lanceret, som skal hjælpe borgerne med trafikinformationer i Nordjylland. App'en indeholder samme information, som man kan finde på www.trafikken.dk/Nordjylland. Det vil sige information fra både bus, tog og bil.

Tog- og businformation er begrænset til Nordjylland, mens information fra vejene dækker hele landet.

- App'en er tænkt som en tjeneste, man hurtigt kan tjekke inden man tager afsted. Det er eksempelvis let, at "bladre" mellem webkamerabillederne fra de mange webkamera, der står langs vejene i hele landet. Vi kan se på brugertallene fra hjemmesiden, at det er noget af det, trafikanterne er særligt glade for, fortæller projektleder Christian von Huth fra Vejdirektoratet

Aktuelle rejsetider, live p-info samt bro- og tunnelinformation

Trafikken Nordjylland har ekstra fokus på Limfjordsbroen og – tunnelen. Bliver et spor i tunnelen spærret eller er broen oppe, så vises det på kortet med trafikinformation.

- I Aalborg Kommune er vi glade for, at vores rejsetidssystem og vores parkeringsinformationssystem nu kan komme endnu mere til nytte. I app'en Trafikken Nordjylland kan man se aktuelle rejsetider for udvalgte strækninger samt nærmeste ledige P-plads og få anvist ruten dertil, via telefonens indbyggede navigation, siger Ulrich Clausen, Trafikingeniør i Aalborg Kommune.

Det er vigtigt både af hensyn til trafikflowet og miljøet i byen, at man ikke skal lede længe efter en ledig parkeringsplads. For de handlende er det også meget afgørende. Flemming Thingbak, direktør i Aalborg City, hilser derfor den nye app velkommen, så kunder i Aalborg City nu kan finde den nærmeste ledige P-plads ved hjælp af deres smartphone.

App'en findes til iPhones og Androids. Den er udviklet i et samarbejde mellem Vejdirektoratet og Aalborg Kommune som en del af det strategiske trafikledelsessamarbejde, der forgår mellem Aalborg Kommune, Vejdirektoratet, Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyllands Politi.

Dagens Gossip