Ny app til din mobil advarer dig om nærmeste fotovogn

Skrevet af Holger Madsen

11/11/2012

Dagens topnyheder

En ny app til din mobiltelefon kan nu hjælpe dig i kampen mod politiets fotovogne.

Det er app'en "Fartfælde", der nu er til rådighed for brugerne på iPhones via Apples App Store, og snart er den også klar til Android.

App'en advarer dig mod politiets fotovogne, der er sat op for at fælde fart glade bilister, der truer trafiksikkerheden med deres for hurtige kørsel.

Men firmaet bag den nye fotovogns-app mener dog, at der er god grund til at bruge den nye app.

- Fartkontrol er en god ting, når formålet er at trafiksikre. Beslutningen om at sætte yderligere 75 fotovogne på landevejene, skulle derfor være begrundet i at nedbringe antallet af færdselsuheld forårsaget af for høj fart. De nye fotovogne er en del af en større trafiksikkerheds-pakke til knap 300 millioner, som justitsminister Morten Bødskov har lanceret. Dog figurerer der en indtægt på en halv milliard i finansloven, så skatteministeren har også været inde over her. Signalet er nærmest: "Kør for stærkt, så vi kan få nogle penge i statskassen".

- Sidste år faldt antallet af personer, som mistede livet i trafikken, til 220. Det er 14 pct. færre end i 2010, hvor 255 blev dræbt i færdselsuheld, viser tal fra Danmarks Statistik. Et historisk lavt antal personer blev i 2011 dræbt i trafikken. Heldigvis for dét, for hver eneste trafikdræbt er én for mange. Hvis antallet af dræbte i trafikken er på det laveste niveau siden 2. verdenskrig, hvorfor så sætte alle de ressourcer ind på det felt, når der er så mange andre områder inden for politiet, der mangler ressourcer. Vi har alle hørt om mennesker i nød, der forgæves har ringet til politiet efter hjælp pga. manglende ressourcer. lyder det fra manden bag fartfælde-app'en, Ole Hansen fra Odense.

- De mange nye fotovogne sender et signal om, at nu skal politiet snuppe nogle flere bilister og udskrive flere fartbøder, så Finansloven kan hænge sammen bl.a. gennem disse indtægter. Argumentet om trafiksikkerhed daler lidt, hvis man kigger på, hvor fotovognene står. Ofte møder man dem på øde landeveje, men finder dem til gengæld sjældent på strækninger, hvor de har deres berettigelse. Samtidig kan man spørge sig selv om, hvorfor en fartkontrol er opsat efter et vejarbejde, og ikke før af hensyn til trafiksikkerheden for de vejarbejdere vi, som bilister, skal passe på.

Fakta om den nye app:

    Dit kort er opdateret inden for 2 minutter, når du selv eller en anden bilist anmelder en fartkontrol.
    Du er opdateret direkte på kortet i App'en eller via en push-besked.
    Du bliver løbende advaret om en fartkontrol på din vej i trafikken.
    Du modtager en advarsel, når du er inden for en radius af 2 km fra en fartkontrol.
    Du vælger selv de regioner, du vil modtage push-beskeder fra.
    Du kan anmelde en fartkontrol med et par enkelte klik på din mobiltelefon.

Prisen er 54 kroner om året.

Hvad synes du? Er det okay at bruge en app til at advare mod politiets fotovogne? Skriv din mening her i vores kommentarfelt: