Ny Bayern-skade: Lahm er ude i tre måneder

Uheldene vælter ned over Bayern München for tiden. Den tyske mesterklub må i forvejen undvære spillere som Javi Martinez, David Alaba og Thiago på grund af skader, og nu er en ny profil føjet til listen.

Det drejer sig om anfører Philipp Lahm, der kom galt af sted under tirsdagens træning.

En undersøgelse har vist, at der er tale om en brækket ankel, og det vurderes at koste verdensmesteren en operation og op mod tre måneders pause.

Philipp Lahm stoppede på landsholdet efter sommerens VM og er derfor ikke med i Spanien, som Tyskland møder i en testkamp tirsdag aften.

Han trænede i stedet hjemme på Bayerns anlæg, da uheldet skete. Ifølge klubben var der tale om en eneulykke, hvor der ikke var nogen andre spillere i nærheden.

Lahm spillede i mange år back, men er i denne sæson hovedsageligt blevet brugt på den defensive eller højre midtbane.

Hans skade kan derfor være en chance for danske Pierre-Emile Højbjerg, der netop kan bruges på disse positioner.

Højbjerg selv bøvler dog også med en langt mindre alvorlig fiberskade, som forhindrede ham i at spille med i fredagens landskamp mod Serbien.

Bayern München møder Hoffenheim lørdag i en topkamp i Bundesligaen, mens det i næste uge gælder Champions League-opgøret mod Manchester City.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV