Ny byggekurs skal sikre danskere job

Der er stadig mange danskere, der går rundt uden arbejde. Men en række nye anbefalinger skal styrke de lediges position i forhold til job på store offentlige byggeprojekter.

Det er det såkaldte Leo Larsen-udvalg, der vil ændre kursen for den beskæftigelsespolitik og strategi, der er lige nu. Det skriver Ugebrevet A4.

Udvalget har haft til opgave at sikre, at det er de ledige danskere, der får arbejde på de store offentlige byggerier - og ikke kun udenlandsk arbejdskraft, som man ser det ved mange byggeprojekter eksempelvis Metro-byggeriet.

En af anbefalingerne er, at Beskæftigelsesministeriet årligt skal skabe et overblik over, hvilke projekter der i gang, og hvilke der er i støbeskeen. Og mere specifikt skal de informere om, hvilke faggrupper der kommer til at skulle bruges til de enkelte projekter. Udvalget mener nemlig, at den slags strategi vil give en meget mere effektiv indsats for at få folk i beskæftigelse.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet udtrykker til Ugebrevet A4, at han er positiv over for ideen. Ifølge ham vil det gavne de mange lediges motivation.

»Når man ved, at der bliver job inden for et bestemt område, giver det en vigtig motivationsfaktor for ledige. De får mere lyst til at tage på kurser, hvis de ved, at der næsten med sikkerhed er job i den anden ende. Og for jobcentre og a-kasser gælder, at de så kan sige til ledige: ’Det er nu, du skal rykke og tage det her kursus, for det vil give dig store chancer for at få et job. Og vi vil ikke høre på undskyldninger om ikke at have tid eller lyst’,« siger Flemming Ibsen til Ugebrevet A4.

En anden anbefaling går på et mere målrettet fokus på uddannelse. Leo Larsen-udvalget mener, at lediges kurser og uddannelse skal tilrettelægges efter, hvad arbejdsmarkedet søger af kvalifikationer.

I følge Ugebrevet A4 tror landets fagforeninger på, at anbefalingerne vil styrke de lediges position på byggeprojekter i forhold til udenlandsk arbejdskraft. Så optimistisk er Flemming Ibsen dog ikke.

»Selv om vi bliver bedre til at sørge for at have danskere med de rette kvalifikationer, er der ingen garanti for, at entreprenørerne i større grad vil hyre danske håndværkere. Entreprenørerne vil til stadighed have fokus på deres lønudgifter. Der er stor forskel på at betale en udenlandsk håndværker en mindsteløn på for eksempel 120 kroner i timen og at betale en dansk håndværker 190 kroner i timen,« siger Flemming Ibsen.

Dagens Gossip