Ny cafe-trend: Si' tak og få din kop kaffe billigere

Skrevet af Sol Stoffregen

12/12/2013

Dagens topnyheder

En fransk cafe har fået en del omtale, efter ejeren har sat et skilt op, der gør opmærksom på, at høflige kunder får stor rabat.

Det, der startede som en intern joke på en lille cafe ved den franske riviera, har spredt sig til nettet og er blevet kendt over det meste af verdenen.

Det skriver The Guardian.

Fortovscafeen, Petit Syrah i Nice, har et menukort på gaden, hvor der står, at hvis man siger "en kop kaffe" er prisen syv euro, men hvis man tilføjer et ekstra ord og siger "en kop kaffe tak" er prisen pludselig fire euro og 20 cent.

Og allerbilligst bliver det, når sætningen lyder "goddag, en kop kaffe, tak", her er kaffen faldet til en euro og 40 cent.   

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med    

Salgstricket er et forsøg på at få kunderne, som ofte brokker sig over uhøfligt personale, til at være mere høflige. 

- Det startede som en joke, fordi ved frokosttid kom meget stressede folk og var undertiden uhøflige over for os, når de bestilte en kop kaffe, siger ejeren af cafeen, Fabrice Pepino til den lokale Nice-Matin-avis og tilføjer:

- Det er vores måde at sige "ta det roligt og forsæt".

Fabrice Pepino beretter om flere glade og høflige kunder, som synes det er sjovt med den lille joke, som giver billig kaffe.

- Folk er mere afslappede nu, og de smiler mere, Og det er det vigtigste, siger cafeejeren, som fortsætter med kaffetilbuddet.