Ny dansk EU-revisor på vej mod godkendelse

Skrevet af admin

17/06/2015

Dagens topnyheder

Europa-Parlamentets budgetkontroludvalg har efter en høring indstillet, at den nuværende afdelingschef i Rigsrevisionen, Bettina Jakobsen, bliver den nye danske EU-revisor.

Bettina Jakobsen deltog onsdag i en timelang høring i budgetkontroludvalget i Bruxelles, der derefter i en hemmelig afstemning enstemmigt bakkede op om hendes udnævnelse.

Den 52-årige dansker skal nu også formelt godkendes på Europa-Parlamentets plenarsamling i Strasbourg 7. juli og derefter af medlemslandene, inden hun kan starte sit arbejde ved Den Europæiske Revisionsret i Luxembourg.

Bettina Jakobsen glæder sig til at bruge sine erfaringer fra den danske rigsrevision til at arbejde internationalt igen.

- Revisionen af de forskellige EU-områder er en vigtig opgave. Jeg vil særlig lægge vægt på, at revisionsresultaterne skaber værdi og effekt for borgerne i EU's medlemslande, siger hun.

Bettina Jakobsen har arbejdet i Rigsrevisionen det meste af sin karriere afbrudt af fem år i Bruxelles, hvor hun fra 1997 til 2002 arbejdede for Natos internationale revisionsgruppe.

I dag er hun leder af Rigsrevisionens afdeling, Borgere, der blandt andet reviderer en række borgernære ministerier og områder.

Revisionsretten har 28 medlemmer, ét fra hvert EU-land. Den danske stilling blev ledig tidligere i år, efter at den daværende EU-revisor, den 65-årige tidligere danske rigsrevisor Henrik Otbo, pludselig døde 1. februar.

En EU-revisor bliver udnævnt for en seksårig periode med mulighed for forlængelse.

/ritzau/