Det blev søndag til endnu en dansk guldmedalje ved European Games i Baku, da den danske mixeddouble Sara Thygesen og Niclas Nøhr nåede helt til tops.
Dermed er Danmark oppe på 11 medaljer i alt og heraf er tre af dem guldmedaljer. Alle tre hentet af danske badmintonspillere.
Sara Thygesen og Niclas Nøhr besejrede i finalen den fjerdeseedede franske duo Audrey Fontaine og Gaetan Mittelheisser i to sæt - med cifrene 21-16, 21-16.
Danskerne, som vandt Irish Open sidste år, var generelt en klasse bedre i hele kampen, som varede 36 minutter.
I første sæt fulgte den franske duo nogenlunde med, men danskerne virkede til at have kontrol over begivenhederne.
Klasseforskellen blev endnu større i andet sæt, hvor Audrey Fontaine og Gaetan Mittelheisser havde svært ved at følge med.
Der var tilmed plads til, at Niclas Nøhr midt i en duel skiftede ketsjer, uden at det gav bagslag, da det endte med dansk point efter en fransk fejl.
Tredjeseedede Sara Thygesen og Niclas Nøhr bragte sig foran 17-11, og selv om den franske duo reducerede til 13-17 og lidt senere 16-19.
Men danskerne holdt hovederne kolde og strammede grebet om kampen, da det hele skulle afgøres.
En fransk smash i nettet gav fire danske matchbolde, og den første blev udnyttet til endnu en stor triumf ved European Games.
/ritzau/