Ny debatform i Folketinget: Ingen buhen, tak!

Mange danskere har formentlig set tv-billeder fra ophedede politiske debatter i Storbritannien, hvor politikerne højlydt buher og ryster på hovedet, mens modstanderne taler.

Så dramatisk bliver det ikke, når Folketinget den 8. oktober for første gang gennemfører en ny debatform, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i en såkaldt spørgetime skal i direkte duel med Lars Løkke Rasmussen (V) og de øvrige partiledere.

Men Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), lægger op til, at det danske parlament nu tager et lille skridt i retning af det britiske, når det gælder debatformen. Det sker for at styrke offentlighedens interesse for Folketingets arbejde:

- Målet er at få en debatform, som vil vække en større interesse og forhåbentlig også større respekt i offentligheden. Når man bringer de centrale spillere på banen i en konfrontation, så bliver det mere interessant for mange mennesker, siger Mogens Lykketoft.

I et brev til medlemmerne af Folketinget forud for den første debat fastslår Mogens Lykketoft, at forretningsordenens regler om bifalds- og mishagsytringer vil blive administreret "med lempe" under debatterne.

Men der bliver ikke tale om britiske tilstande, siger Mogens Lykketoft:

- Vi har ikke hjemmel til at tillade, at man kommer med tilråb eller klapper. Medlemmerne kan udtrykke sig på andre måder gennem eksempelvis nik eller hovedrysten.

Spørgsmål: Hvordan kan det være, at man ikke går hele vejen og tillader, at medlemmerne må klappe og komme med tilråb som i det britiske parlament?

- Alt er kompromisser i Folketinget. Bare det at få aftalt, hvordan det her skulle foregå, har taget et par år. Det her er, hvad vi foreløbig har kunnet blive enige om.

Spørgsmål: Hvad er din egen holdning - burde man gå videre?

- Nu ser vi, hvordan det her spænder af. Så vender jeg tilbage til den sag, siger Mogens Lykketoft.

Det er kun statsminister Helle Thorning-Schmidt og partilederne uden for regeringen, som aktivt kan deltage i debatten i den nye spørgetime med statsministeren, som vil foregå fra klokken 13 på udvalgte tirsdage.

/ritzau/

 

Dagens Gossip