Ny dom: Døende skal have fuld erstatning

Højesteret. Foto: Per Johansen.

Højesteret fastslog i dag, at myndighederne ikke må nedsætte en erstatning til borgere med den begrundelse, at de kun har kort tid tilbage at leve i.

Sagen drejer sig om en mor til to børn, der blev alvorligt ramt af kræft.

I 2010 fik hun erstatning for fejlbehandling, fordi en læge overså at hun havde brystkræft.

Det var Patientskadeankenævnet, der tildelte erstatningen, fordi fejlbehandlingen førte til både nedsat erhvervsevne og varige mén.

Men erstatningen blev sat ned, og det skete med den begrundelse, at hun alligevel ikke havde lang tid tilbage at leve i.

Moren døde den 13. marts i år.

Højesteret fastlår nu i dommen, at kort restlevetid ikke kan føre til nedsat erstatning, og derfor skal Patientskadeankenævnet nu udbetale den fulde erstatning til de pårørende.

Se dommen i kort form her:

Sagen angik spørgsmålet, om der ved fastsættelsen af godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne kan tages hensyn til en dårlig restlevetidsprognose, således at godtgørelse og erstatning nedsættes, når skadelidte må forventes at dø inden for en tidshorisont på 4 år fra skadestidspunktet.

A blev i november 2008 påført en patientskade og havde som følge heraf krav på godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Patientskadeankenævnet traf den 14. april 2011 afgørelse om at reducere A’s méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning med en tredjedel med henvisning til, at A som følge af patientskaden i 2008 led af en uhelbredelig sygdom, der var så alvorlig, at hun måtte forventes at dø inden for 4 år regnet fra skadestidspunktet i november 2008.

Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at reducere A’s krav på godtgørelse og erstatning.

Højesteret udtalte, at erstatningsansvarsloven må forstås således, at der ikke skal ske reduktion af méngodtgørelse og erhvervsevnetabserstatning udmålt efter reglerne i erstatningsansvarsloven alene begrundet i, at skadelidte må forventes at dø kort tid efter skadestidspunktet.

Landsretten var nået til det samme resultat.

Dagens Gossip